Hans West skrev i sin henvendelse: ”Jeg kunne dog ikke lade være med at google ham der Torben Bendix og fandt frem til jeres hjemmeside, hvor I har lagt en kopi af "Din nervøse patient" ud til fri afbenyttelse. Jeg brugte en formiddag, hvor der ikke var patienter, på at læse bogen og fandt den til min overraskelse ikke uinteressant. Der var tale om tips og tricks til samtale, som jeg kunne gå direkte i gang med at eksperimentere med. Og det virker jo, i hvert fald til en vis grænse”.

Det er dejligt at læse om, hvordan et ophold i psykiatrien kan virke inspirerende for samværet med patienterne og lægegerningen eller lægekunsten.

Torben Bendix var overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus (Risskov) først ved neuroseklinikken og senere ved psykoterapeutisk afsnit, hvor der blev oprettet en overlægestilling, som specielt rettede sig mod samarbejdet med almen praksis og uddannelsen af almen læger i samtalebehandling. Lars Thorgaard efterfulgte ham senere i stillingen. Torben Bendix var bl.a. uddannet på Oringe og fortalte gerne om en episode, da han skulle rejse fra afdelingen, hvor en kataton skizofren patient, som havde stået stivnet op ad en dørkarm, for første gang talte til ham for at sige farvel. Det blev udgangspunktet for et stort engagement i psykosebehandling og ikke mindst samtalen med psykotiske mennesker. Beskrevet i bogen “Giv mig en tanke – som jeg kan koncentrere mig om. En bog til skizofrene og neurotikere og til deres pårørende og deres læger” (1987).

Før det, havde Lægeforeningen imidlertid i 1977 udsendt Torben Bendix’ bog “Din nervøse patient” til alle sine medlemmer. I bogen beskrives den såkaldte papegøjemetode, der er så enkel, at de fleste læger kan lære at anvende den. Det helt grundlæggende og virksomme i samtalen er at lytte til patienten, og det kan lægen ikke undgå at gøre, når hun skal koncentrere sig om at gentage det sidste ord eller den sidste del af den sidste sætning, patienten sagde. Det medfører også, at patienten er nødt til at lytte til, hvad han selv siger og dermed forholde sig til det/reflektere over det/tage sig selv alvorligt.

Som de, der har prøvet metoden, har erfaret, er det ikke helt så enkelt at fortsætte med at lytte til patienten. Lægen bliver også påvirket af det sagte og får trang til at bidrage med sine egne tanker og ideer, derfor bliver det en nødvendighed at gå til supervision. Et sted, hvor der er plads til at “læsse af”, til at forfølge sine egne associationer og i samtale med kolleger og en supervisor at få en forståelse af, hvordan følelserne og tankerne er udløst af patientens beretning. Supervisionen bidrager til at adskille de tanker, som har at gøre med patientens fortælling, og som skal bringes med tilbage i den næste samtale med patienten og de tanker, som udspringer af lægens eget liv (modoverføring). På denne vis bliver supervision forandrende – også for lægen.

Torben Bendix etablerede supervisionsgrupper for praktiserende læger og en supervisionsgruppe for særligt interesserede studenter. Den lå samtidigt med forelæsningerne i øjensygdomme, så man måtte vælge. To studenter fik hver en patient fra neuroseklinikken, der var ugentlige samtaler (terapisessioner), som blev optaget på bånd og superviseret i gruppen af studenter, en time til hver. Vi sad tæt på Torbens kontor, alle stole var optaget, også ’briksen’ (en gammel ottoman) var fyldt. Væggene var fyldt med hans egne akvareller og malerier, foruden enkelte plakater med Helene Schjerfbecks selvportrætter.

Senere fik jeg mulighed for at genopfriske og udbygge mit bekendtskab og læreforhold med Torben Bendix, da jeg som praksisreservelæge blev medlem af en af supervisionsgrupperne for praktiserende læger. Dér havde jeg min første psykoterapipatient og mødte min første patient med en skizofren sindslidelse. Det blev et medlemskab over de næste seks år og et venskab, som holdt lige til Torben Bendix’ død i 1996.

Torben Bendix var også fra starten optaget af at uddanne almenlæger (som han kaldte dem) til supervisorer. Det skete i supervisionsgrupperne, hvor særligt interesserede og egnede læger efterhånden superviserede kollegaerne under super-supervision af ham selv. Det gav vist aldrig anledning til misundelse og jalousi – og enkelte af disse supervisor/supervisand-forhold består stadig.

I 1991 samlede Torben Bendix mange af de supervisorer, som fungerede i grupperne, og andre interesserede til Sostrupkurset, hvortil han skrev ”Tanker, tips og tommelfingre” et lille hæfte, som i et indforstået sprog, giver gode råd til supervisorer. Den er en koncentreret guide, hvor eksemplerne står i kø i læserens egen hukommelse efter kort tid som supervisor.

I forbindelse med Torben Bendix’ pensionering dannede en kreds af gamle medlemmer af supervisionsgrupperne Bendixselskabet, et navn, som Torben Bendix fandt noget idealiserende; men respekterede som den tillids- og kærlighedserklæring, det også var. Med tiden indskrænkede selskabets aktiviteter sig til det årlige supervisionsseminar i september, som har fundet en stabil og smuk ramme på Klitgaarden, og selskabet fandt sammen med Det Danske Balintselskab i Selskab for Samtale og Supervision i almen praksis.

”Medlemskab af en supervisionsgruppe er stærkt vanedannende og til tider direkte morsomt.”